Ingen kender dagen
Bagsidetekst
Der er en hektisk, overophedet stemning i gaden. Euforisk og skræmmende på en gang. Ninna sætter farten op.
”Ninna”
Stemmen virker bekendt, men Ninna kan ikke genkende kvinden, der står foran hende. Tøjet er forrevet, og et ophovnet øje dominerer ansigtet. De røde blodsprægninger løber i underhuden under øjet og skjuler ansigtstrækkene. Kvinden har et tørklæde om hovedet, som sidder skævt. Den blottede del af hovedet afslører et tætklippet hår med pletvis skaldet hovedbund. En enkel hårtot ved øret flagrer ensomt.
”Ninna, du må hjælpe mig.”
Og med ét går det op for Ninna, hvem der står over for hende...
Danmark er endelig frit efter de mørke besættelsesår. Men krigens gerninger ligger stadig som en skygge over det lille samfund i Gadevang, hvor Ninna arbejder som hjemmesygeplejerske. Mellem kollaboratører, tyskertøser og hjemvendte ofre for krigen må Ninna finde balancen i sin iver for at hjælpe som sygeplejerske og som medmenneske.
Og hvad med kærligheden? Kan forelskelsen til den 13 år yngre Ivan forenes med en hverdag som sygeplejerske? Eller må hun opgive sit kald for at gifte sig?
Ingen kender dagen er tredje bind i trilogien om Ninna Nielsen.
Forfatter Berit Alberg
Berit Alberg (f. 1969)
Debuterede som romanforfatter i 2018 med Undladelsessynden, og i 2021 fulgte Fregattens hemmelighed. I Ninna Nielsen-trilogien udnytter Berit Alberg sit talent for at skabe spænding, mens hun trækker på sin mangeårige erfaring som sygeplejerske og sin interesse for samfundets historiske udvikling.
Hun inspireres af omgivelserne. Hændelser i hverdagen og de mennesker hun møder, både i egenskab af sygeplejerske og i mere private sammenhænge, giver stof til nye fortællinger. I ethvert møde med medmennesker ser hun en historie, som venter på at blive fortalt.
I hendes digte er det øjeblikkets klarsyn, født af en følelsesmæssig stemning, hun forsøger at indfange i få linjer. Hun arbejder impulsivt, og ofte er digtet nedskrevet i en kort hektisk arbejdsproces.
Romanerne er både optaget af samtiden og af hovedpersonernes udvikling gennem historien. Hun er optaget af, hvordan vi agerer som mennesker ud fra de rammer, der er givet os og de valg, vi tager undervejs. Både i det nære og i samfundet er det relationer mellem mennesker, som har hendes fokus.