Et valg for livet
Bagsidetekst
Ninna vækkes af en lyd. Først summer det, nærmest som bier. Så stiger lyden i styrke til en brummen. Stadig kan hun ikke helt identificere, hvad den kommer af. Det er knapt lyst endnu. Nu hører hun hurtige trin på gangen. En person løber fra dør til dør og banker på.
”Stå op. Tyskerne kommer!”
Ninna springer ud af sengen og kommer i tøjet. Hun skynder sig efter de andre sygeplejersker ned ad trapperne, hen mod hospitalet. Luften er kold. De løber gennem gården. Ninna ser op mod himlen. Over dem ser hun flyvemaskiner som sorte silhuetter. Der falder pa-pir ned fra dem. Ninna stopper og samler et op. OPROP, står der på den lysegrønne seddel.
Ninna er nu færdiguddannet sygeplejerske og arbejder på Københavns Kommunehospital, da Danmark bliver besat under 2. verdenskrig. Ninna står i et dilemma. Kan hun være upartisk i sin sygeplejegerning og hjælpe både de tyske og de danske patienter? Eller må hun vælge side?
Da Ninna møder den sønderjyske Heinrich, som er udstationeret i København af den tyske værnemagt, bliver hun fanget i et umuligt dilemma, der fører hende til Sverige. Senere vender Ninna tilbage til Danmark, hvor hun finder sig til rette som hjemmesygeplejerske i Gadevang. Her møder hun den 13 år yngre Ivan, og endnu en gang må hun tage et valg for livet og for kærligheden.
Et valg for livet er anden bog i trilogien om Ninna Nielsen.
Forfatter Berit Alberg
Berit Alberg (f. 1969)
Debuterede som romanforfatter i 2018 med Undladelsessynden, og i 2021 fulgte Fregattens hemmelighed. I Ninna Nielsen-trilogien udnytter Berit Alberg sit talent for at skabe spænding, mens hun trækker på sin mangeårige erfaring som sygeplejerske og sin interesse for samfundets historiske udvikling.
Hun inspireres af omgivelserne. Hændelser i hverdagen og de mennesker hun møder, både i egenskab af sygeplejerske og i mere private sammenhænge, giver stof til nye fortællinger. I ethvert møde med medmennesker ser hun en historie, som venter på at blive fortalt.
I hendes digte er det øjeblikkets klarsyn, født af en følelsesmæssig stemning, hun forsøger at indfange i få linjer. Hun arbejder impulsivt, og ofte er digtet nedskrevet i en kort hektisk arbejdsproces.
Romanerne er både optaget af samtiden og af hovedpersonernes udvikling gennem historien. Hun er optaget af, hvordan vi agerer som mennesker ud fra de rammer, der er givet os og de valg, vi tager undervejs. Både i det nære og i samfundet er det relationer mellem mennesker, som har hendes fokus.